Havrehatte

  • Brødtype: Grovboller med ristet havregryn
  • Tidsforbrug: 20 minutter til at riste havregryn og samle og ælte dejen
  • Hævetid: 45 minutter  + 45 minutter
  • Bagetid: 25 minutter ved 200 grader
  • Mængde: 15 Havrehatte
Havrehatte

Havrehatte

Havrehatte er lækre, sødmefulde grovboller fuldt at god ølandshvedemel, både almindelig og fuldkorns. Havrehatte laves som navnet antyder med havregryn. Men havregryn direkte i brød kan godt være med til at give et relativt tørt brød, så i disse havrehatte er havregrynene ristet i smør og mørk sirup. Det giver en let sødme til bollerne, der på ingen måde er overvældende, men den dejlige ristede sirup smag trænger godt igennem.

De bages i muffin form for at få hatte looket, men du kan sagtens lave dem som havreboller, havregifler, havrehjerter eller hvad du nu syntes.

Det er nemt at lave de her her havrehatte, det er en mere eller mindre klassisk dej, hvor der tilsættes de ristede havregryn

Opskrift på Havrehatte

  • 50 gram smør
  • 1 1/2 spsk mørk sirup eller ahornsirup
    Ristet havre

    Ristet havre

  • 150 gram havregryn
  • 5 dl lunken vand
  • 40 gram gær
  • 1 1/2 spsk flagesalt
  • 650 gram ølandshvedemel (eller alm. hvedemel hvis du ikke har ølandshvedemel)
  • 150 gram fuldkorns ølandshvedemel (eller alm. fuldkornsmel hvis du ikke har ølandshvedemel)

Start med at smelt smørret på en pande og tilsæt dernæst sirup og endeligt havregryn. Rist dem til de bliver flot gyldne og sprøde.

Køl havregrynene lidt, de må ikke være meget varme så ødelægger de hævningsprocessen.

Bland vand med salt og gær og bland dernæst ølandshvedemel og fuldkornsølandshvedemel i.

Tilsæt de fleste af havregrynene, men gem lidt til at bruge på toppen af bollerne.

Bland og ælt dejen grundigt i 10 minutter.

Lad dejen hæve overdækket i 45 minutter.

Fordel dejen i formen eller form til den form du selv ønsker på en bageplade og lad bollerne hæve yderligere 45 minutter, med et viskestykke over.

Pensl mad vand (eller brug en forstøver som jeg gør) og fordel resten af de ristede havregryn på toppen.

Forvarm ovnen til 200 grader og bag havehattene i 25 minutter til de er flot gyldne.

Server straks med en ordentlig klat smør og så lidt tallegio, eller måske en hård esrom. Bestemt heller ikke dårlig med en valdeon (hvor sødmen giver godt modspil til styrken)

God bagning :-)

Havrehatte

Havrehatte

 

 

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Opskrift på Nordisk Grissini

  • Brødtype: Snack/Tilbehør
  • Tidsforbrug: 15 minutter til at samle dejen og ælte den
  • Hævetid: 1 + 1/2 time
  • Bagetid: 15-20 minutter ved 220 grader
  • Mængde: 12-16 grissini efter størrelse
Nordisk Grissini

Nordisk Grissini

Jeg skrev for nyligt om min opskrift på grissini, som er af den klassiske italienske skole. Så denne her opskrift på grissini er drejet lidt mere over mod det nordiske køkken. De er grovere, der er rugmel i, de er bitre der maltmel i, de er krydret anderledes, bl.a. med kommen.

De nordiske grissinier går rigtig godt som snack sammen med øl. Det er på en måde en gang opdaterede saltstænger :-) men ligesom de almindelige grissini er de gode at dyppe i diverse ting, som f.eks. friskost, en hvidlødsressing, evt. spise sammen med nogle gode stykker ost.

De nordiske grissinier har et helt andet udseende, da de er helt mørke af maltmelet og får en til at tænke lidt på nøgne grene fra et træ, så sæt dem endelig på som tilbehør eller opstart til en god efterårsmenu. Lidt røget laks med friskost, gode mængder friskkværnet peber. Det er en god kombination.

Opskriften på nordisk grissini er lige så simpel som den klassiske, men har lidt flere ingredienser.

Nordisk grissini inden de bages

Nordisk grissini inden de bages

Opskrift på Nordisk Grissini

  • 4 dl lunkent vand
  • 1/2 spsk olivenolie eller rapsolie
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 tsk honning
  • 25 gram gær
  • 100 gram fuldkornsspeltmel
  • 50 gram rugmel
  • 15 gram brændt maltmel
  • 400 gram ølandshvedemel (du kan godt bruge almindelig hvedemel hvis du ikke lige har ølandshvede)
  • Ekstra ølandshvedemel til æltning

Bland vand, med salt, honning, gær, olie og maltmel og rør det godt sammen.

Bland fuldkornsspeltmel, rugmel og ølandshvedemel i dejen, bland den godt sammen og ælt dejen i ca. 10 minutter. Tilsæt mere mel hvis den klistrer for meget.

Lad dejen hæve overdækket i en time.

Skær dejen i 12-16 stykker og rul hver af dem ud til en grissini. Jeg plejer at lave dem i bagepladens længde og gerne lidt tykke i det.

Inden du ligger dem på bagepladen, skal den lige smøres med olivenolie eller rapsolie. Brug også gerne bagepapir.

Krydr grissinierne godt med flagesalt, nogle af dem med peber, nogle af dem med hørfrø og nogle af dem med spidskommen.

Lad grissinierne hæve yderligere 30  minutter og varm imens ovnen op til 220 grader.

Bag grissinierne i ovnen i 15-20 minutter til de er flot mørke og sprøde.

Server straks grissini i glas sammen med en mørk øl fra nørrebro bryghus, gerne sammen med lidt god krydret spegepølse og noget lagret danbo i tern.

God bagning :-)

Nordisk Grissini

Nordisk Grissini

 

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Markbrød

  • Brødtype: Langtidshævet surdejsbrød bagt i gryde
  • Tidsforbrug: 25 minutter til at samle og ælte dejen
  • Hævetid: 16 timer + 3 timer
  • Bagetid: 25 minutter i gryde ved 250 grader + 10 minutter fritstående ved 220 grader
  • Mængde: 1 stort brød
Markbrød

Markbrød

Sydene langtidshævet dej til markbrød

Sydene langtidshævet dej til markbrød

Et markbrød er et lækkert luftigt og meget aromatisk brød med en meget sprød skorpe. En af hovedingredienserne i brødet er emmermel som smager giver en flot gylden farve til brødet og som selvfølgelig en dejlig smag.

Når man bruger meget emmermel skal man helst bage i form, fordi brødet kan have tendes til at flyde ud, så det her brød bagte jeg i en gryde. For at give det et lidt mere rusikt look, hev jeg lidt dejen inden jeg satte den i ovnen for at få den struktur oven på, som i kan se på billederne. Jeg gav også brødet en del mel på toppen.

Selvom jeg brugte meget emmermel er hovedparten af melen dog ølandshvedemel, som går rigtig godt i spænd med emmermel. Man kan godt bage det her brød fritstående da ølandshvedemelen holder meget godt sammen på det hele.

Et markbrød er langtidshævet med surdej og er virkelig lækkert saftigt.

Opskrift på Markbrød

  • 4 dl vand
    Hævet markbrød

    Hævet markbrød

  • 4 spsk surdej (se opskrift på surdej her)
  • 5 gram gær
  • 1 spsk flagesalt eller 1/2 spsk almindelig groft salt
  • 200 gram emmermel
  • 450 gram ølandshvedemel
  • 1 spsk honning

Start med at blande vand, gær, salt, surdej og honning.

Tilsæt dernæst emmermel og ølandshvedemel og ælt dejen grundigt i 15 minutter. Allerhelst på en røremaskine hvor tempo sættes lidt i vejret undervejs.

Hæld dejen over i en skål og lade den hæve natten over på køl (ca. 12 timer).

Næste dag tages dejen ud af skålen med et meldrysset bord, hvor man folden dejen ind over sig selv et par indtil man har et rundt brød.

Tag noget bagepapir og drys med mel så det dækker. Placer markbrødet på bagepapiret og lad så markbrødet hæve yderligere 3-4 timer.

Varm oven op til 250 grader med en gryde i (det skal helst være en jerngråde med låg).

Hæld brødet over i gryden og bag det i 25 minutter. Tag derefter brødet ud af gryden og efterbag det ydereligere 10 minutter ved 220 grader.

Så er der serveret et dejligt markbrød.

God bagning :-)

Markbrød

Markbrød

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Opskrift på Grissini

  • Brødtype: Snack/Tilbehør
  • Tidsforbrug: 15 minutter til at samle dejen og ælte den
  • Hævetid: 1 + 1/2 time
  • Bagetid: 15-20 minutter ved 220 grader
  • Mængde: 12-16 Grissini efter størrelse
Grissini

Grissini

En opskrift på Grissini er altid rigtig god at have ved hånden. Grissini kan bruges som tilbehør til en god omgang bolognese eller man kan bruge det som lækre snacks, som man dypper i f.eks. artiskok/hvidløgscreme, god olivenolie, lidt klassisk pesto eller f.eks. frisk-ost.

Grissini er rimelig nemme at lave, man bruger en standard hvededej og kan så krydre som det passer en. Der findes et hav af opskrifter på grissini på nettet, men langt de fleste laves på en ren hvedemels dej, hvor jeg syntes den godt lige må få lidt fuldkorn, så jeg bruger fuldkornsspeltmel sammen med ølandshvedemel. Jeg syntes også godt de må have et strejf af sødme, så min opskrift på Grissini indeholder også honning.

Til lige præcis denne her runde grissinier, valgte jeg at krydre med flagesalt, tørret oregano, friskhakket rosmarin og friskhakket timian, men du kan sagtens prøve med andre krydderier også. F.eks. chili, peber, tørret basilikum, lidt paprika eller f.eks. lidt friskrevet parmesan.

Grissini inden de bages

Grissini inden de bages

Opskrift på Grissini

  • 3 dl lunkent vand
  • 1/2 spsk olivenolie
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 tsk honning
  • 25 gram gær
  • 100 gram fuldkornsspeltmel
  • 350 gram ølandshvedemel (du kan godt bruge almindelig hvedemel hvis du ikke lige har ølandshvede)
  • ekstra ølandshvedemel til æltning

Bland vand, med salt, honning, gær og olivenolie og rør det godt sammen.

Bland fuldkornsspeltmel og ølandshvedemel i dejen, bland den godt sammen og ælt dejen i ca. 10 minutter. Tilsæt mere mel hvis den klistrer for meget.

Lad dejen hæve overdækket i en time.

Skær dejen i 12-16 stykker og rul hver af dem ud til en Grissini. Jeg plejer at lave dem i bagepladens længde og gerne lidt tykke i det.

Inden du ligger dem på bagepladen, skal den lige smøres med olivenolie. Brug også gerne bagepapir.

Krydr Grissinierne med det du kunne tænke dig, men begynd med at give dem lidt vand på overfladen, f.eks. med en forstøver. Jeg lavede 1/3 med rosmarin/salt, 1/3 med timian/salt og 1/3 med oregano/salt.

Lad Grissinierne hæve yderligere 30  minutter og varm imens ovnen op til 220 grader.

Bag Grissinierne i ovnen i 15-20 minutter til de er flot gyldne og sprøde.

Server straks Grissini i glas på rød/hvid ternet dug, lidt oliven, artiskokcreme og så lige et par stykke fontina ost eller måske den lidt mildere bel paese :-)

God bagning :-)

Grissini i glas

Grissini i glas

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Opskrift på Rugboller

  • Brødtype: Grovboller med rug og øl
  • Tidsforbrug: 20 minutter til at samle og ælte dejen
  • Hævetid: 1+1 time
  • Bagetid: 20-25 minutter ved 220 grader
  • Mængde: 12-16 boller alt efter størrelsen
Rugboller

Rugboller

Man kan godt bruge rugmel til andet end rugbrød og rugmel giver faktisk en dejlig grov struktur og smag. Rugmel fås i 2 varianter den fine og den grove og i de her rugboller har jeg brugt den grove, men du kan sagtens prøve med den fine hvis du vil have nogle lidt lettere boller.

De her rugboller er perfekte til madpakken, der er masser af gods i dem og en dyb let sødmefuld smag. Jeg har valgt at bruge leffe blonde i de her boller, fordi der i netop den øl er en dejlig sødme som spiller godt sammen med rugen.

Rugboller er dejligt nemme at lave. Dejen skal bare samles, hæve lidt og så ellers formes, efterhæve og bages.

Opskrift på Rugboller

  • 1 1/2 dl Leffe Blonde (og drik så resten bagefter :-) ) (man kan selvfølgelig godt bruge anden øl, men se om du ikke kan gå med en hvedeøl)
  • 2 1/2 dl vand
  • 25 gram gær
  • 1 spsk flagesalt eller en 1/2 almindelig groft salt
  • 150 gram groft rugmel
  • 2 tsk mørk sirup
  • 1 spsk maltmel (kan udelades, men giver lige bollerne et strejf af bitterhed)
  • 150 gram fuldkorn speltmel
  • 2 spsk rapsolie
  • 450 gram hvedemel

Start med at blande Leffe, vand, gær, salt, sirup og maltmel.

Tilsæt dernæst rugmel, speltmel og almindelig hvedemel og bland det godt sammen.

Tilsæt rapsolie og bland det endnu mere sammen.

Ælt dejen i ca. 8 minutter og tilsæt lidt mel hvis den er for klistret, men husk den må lige klistre lidt, så man ikke får mættet dejen for meget.

Lad dejen hæve overdækket i 1 time og form så dejen til boller på en bageplade.

Pensl rugbollerne (eller gør som jeg, brug en forstøver) med lidt vand og strø hørfrø, sesam og lidt rugmel over bollerne.

Lad rugbollerne hæve overdækket i yderligere en time og varm ovnen op til 220 grader.

Bag rugbollerne i ovnen i 20-25 minutter til de er flot gyldne.

Server straks, med godt med ægte smør (og så lige en pimientos de padron :-) , som på billedet, læs mere om pimientos de padron ovre hos gourmand.dk)

God Bagning :-)

Rugboller

Rugboller

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Opskrift på Tebirkes

  • Brødtype: Næsten wienerbrød, men ikke helt
  • Tidsforbrug: 15 minutter til at samle dejen og lave tebirkes
  • Hævetid: 1 time
  • Bagetid: 15-20 minutter ved 200 grader
  • Mængde: ca. 12 stk
Tebirkes

Tebirkes

Der er nu noget lækkert over en omgang tebirkes og lidt kaffe. Der er et par forskellige måder at lave tebirkes på, nogle bruger æg, nogler bruger marcipan, nogle bruger ikke remonce, nogle gør. Min opskrift er lidt ligesom min opskrift på croissant knap så fed som de thebirkes man kender fra bageren, så de har også lidt mere gods i, uden dog på nogen måder at kompromittere at tebirkes skal være søde og også have en vis fedme for at virke.

De klassiske tebirkes laves med lidt marcipan i remoncen. Remonce er i bund og grund blendet smør med sukker, sådan. Rimelig simpelt og man kan så anvende lidt marcipan for at give mandel smagen til de thebirkes man skal til at lave, men man kan også bruge lidt mandel-essens og det plejer jeg at gøre. Der skal ikke bruges særlig meget, hverken marcipan eller essens, så det virker fint, syntes jeg.

Jeg laver så mine thebirkes lidt grovere i det. Jeg syntes ikke det gør noget, der kommer lidt fuldkorn i, så det bruger jeg også.

Dej til Tebirkes

Dej til Tebirkes

Tebirkes tager ikke specielt lang tid at lave, fordi man bare folder noget dej ind over hinanden med remonce i mellem.

Opskrift på Tebirkes

Til dejen:

  • 75 gram smør
  • 1 dl mælk
  • 40 gram gær
  • 50 gram fuldkornsmel
  • 250 gram hvedemel
  • 1/2 tsk salt
  • birkes til toppen

Til Remoncen

  • 125 gram smør
  • 4 spsk rørsukker
  • 1 1/2 tsk mandel essens eller 1 tyk skive marcipan (og tag så en af spsk sukker fra)

Smelt smørret og bland det med mælken. Inden du fortsætter, skal du sikre dig at blandingen ikke er for varm, fordi så dræber man gæren. Man kan evt. smelte ca. halvdelen i en gryde og så blande med mælken, så passer temperaturen rimelig godt.

Tilsæt salt, gær fuldkornsmel og hvedemel og bland godt sammen. Ælt dejen i ca. 5-7 minutter.

Bland remoncen, ved at blande smør, sukker og mandelessens/marcipan

Hæld godt med hvedemel på et bord, og rul så dejen ud til et aflangt firkantet stykke, dejen skal være smidig være ca. 3-4 mm.

Smør remoncen godt ud over dejen og fold så den ene aflange side, halvt ind over midten, og fold så den anden aflange side ind over midten.

Skær thebirkes ud med en skarp kniv og læg dem på en bageplade. Lad dem hæve en time under viskestykke.

Sprøjt eller pensl tebirkes med vand og strø tilpas med birkes ud over dem.

Bag dem i en forvarmet ovn 15-20 minutter, ved 200 grader. Kig til dem og se hvornår de er lækkert gyldne.

Så er der serveret lune tebirkes. Prøv evt. spise dem med en god ost på, f.eks. sådan en limfjords danbo. Det er rigtig godt.

Tebirkes

Tebirkes

 

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Sensommerboller

  • Brødtype: Grovboller med øl
  • Tidsforbrug: 20 minutter til at samle og ælte dejen
  • Hævetid: 1 + 1 time
  • Bagetid: 25 minutter ved 200 grader
  • Mængde: 12-14 boller
Sensommer boller

Sensommerboller

Sensommerboller er nogle rimelig lette grovboller, der dog har lidt fylde fra øl, malt, kerner og sirup. Det er nogle sødmefulde grovboller som varmer godt på en af årets sidste sommerdage.

Sødmen kommer dels fra ahornsirup men også fra den øl der bruges i bollerne, og de får en god fedme fra hørfrø og solsikkekerners olie.

Dej til sensommer boller

Dej til sensommerboller

Opskrift på Sensommerboller

  • 1 øl (gerne en lidt sødere af slagsen)
  • 30 gram gær
  • 1/2 spsk flagesalt eller 1/4 spsk almindelig salt
  • 1/2 spsk maltmel (kan godt udelades)
  • 1 1/2 spsk ahornsirup
  • 75 gram solsikkekerner
  • 75 gram hørfrø
  • 100 gram flerkorn (jeg brugte rug, havre, spelt, hvede. Men bare brug en flerkornsblanding efter eget valg)
  • 75 gram grahamsmel
  • 400 gram speltmel

Start med at blande øl, gær, salt og sirup.

Tilsæt dernæst hørfrø, flerkorn og solsikkekerner.

Bland til sidst maltmel, grahamsmel og hvedemel sammen og ælt dejen i 8-10 minutter.

Lad dejen hæve overdækket i en skål i 1 time.

Slå dejen ned og form den til boller som placeres på en bageplade.

Lad bollerne hæve yderligere 1 time med et viskestykke over.

Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader, i 25 minutter til de er gyldne og sprøde.

Server straks med tandsmør og så lige et par stykker med en god, tør, lagret gedeost og så lige et stykke med en god gruyere.

God bagning :-)

Sensommerboller

Sensommerboller

Sensommerboller

Sensommerboller

 

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Opskrift på Baguettes

  • Brødtype: Klassisk hvedebaguette
  • Tidsforbrug: 15 minutter til at samle dejen og ælte den
  • Hævetid: 1 + 1 time
  • Bagetid: 15-20 minutter ved 250 grader
  • Mængde: 3-4 baguettes
Baguettes

Baguettes

Næsten helt klassisk fransk baguettes af hvedemel, det er hvad denne opskrift går ud på. Men jeg syntes nu godt at et baguette må være lidt grovere. Så jeg har også anvendt lidt grahamsmel. Du kan prøve dig frem, brug f.eks. rugmel eller fuldkornsmel i stedet.

Det kom sig af, at jeg lige var inde forbi torvehallerne for at se hvad der egentlig foregik der og der var der en masse god mad til sindssyge priser og generelt god stemning, og da den franske shop serverede Confit de Canard sandwich, var jeg jo nødt til at tage hjem og lave det selv. Jeg havde gerne smagt deres, men min tålmodighed er desværre ikke til den kø der var.

Skal det være så skal det være og hvis det skal være fransk, så er det baguettes. Baguettes kan jo bruges på mange måder og til mange ting. F.eks. kan du også lave denne her opskrift og lægge frossent smør med hvidløg og persille i midten, for at få et guddommeligt hvidløgs baguette.

Det var jo alt sammen et sidespor. Jeg ender jo nok med et skrive lidt om torvehallerne ovre på gourmand.dk , men det er ikke lige nu. Videre til opskrift på Baguettes, som jo er såre simpel.

Opskrift på Baguettes

  • 3 dl vand
  • 1/2 tsk flagesalt
  • 1/2 tsk sukker (kan udelades)
  • 30 gram gær
  • 500 gram hvedemel
  • 75 gram grahamsmel
  • ekstra hvedemel til æltning

Bland vand med gær, salt og sukker og tilsæt dernæst hvedemel og grahamsmel.

Ælt dejen i ca. 10 minutter og tilsæt evt. lidt mere mel, hvis den klistrer for meget. Det gældes at nå punktet hvor den lige akkurat ikke klistrer.

Lad dejen hæve overdækket i en skål, i 1 time.

Slå dejen ned og lav 3-4 pølser ud af den og placer disse pølser på en bageplade, og lad så de 3-4 baguettes hæve i yderligere i en time.

Varm ovnen op til 250 grader og bag de 3-4 baguettes i ovnen i 15-20 minutter. Men kig til dem, de skal være gyldne. Sprøjt. evt. lidt koldt vand på dem halvvejs.

Så er der baguettes klar til Confit de Canard (se opskrift ovre på gourmand.dk), lidt Rillette eller måske en Brie de Meaux eller lige et stykke med Chevre Chaud.

Bon Appetit

Baguettes

Baguettes

 

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Opskrift på Surdejsbrød

  • Brødtype: Surdejsbrød lavet i gryde
  • Tidsforbrug: 25 minutter til at samle dejen og ælte den
  • Hævetid: 12-16 timer ved stuetemperatur
  • Bagetid: 30 minutter i gryde ved 250 grader + 12 minutter på bageplade ved 250 grader
  • Mængde: et brød
Surdejsbrød

Surdejsbrød

Et klassisk surdejsbrød, men bagt i gryde. Det giver et rigtig godt resultat. Et luftigt, syrligt brød med masser at saftig smag og en dejlig skorpe.

Teknikken der anvendes i denne her opskrift er en blanding af den teknik der anvendes i Ølandshvedebrødet og så Grydebrødet.

Dejen samles med en hel del surdej for at få en gennemtrængende syrlighed i brødets smag, æltes over længere tid, hæver ikke på køl, men ved stuetemperatur for at gøre brødet lige en takt mere surt og bages så endelig i gryde.

Opskrift på surdejsbrød

  • 5 dl vand
  • 1 1/2 dl surdej (se opskrift på surdej her)
  • 1 spsk flagesalt
  • 1 spsk honning
  • 5 gram gær
  • 100 gram grahamsmel eller fuldkornsmel
  • 300 gram speltmel
  • 200 gram hvedemel

Start med at blande vand, surdej, salt, honning og gær.

Tilsæt dernæst grahamsmel, speltmel og hvedemel og bland dejen godt.

Nu skal dejen æltes i ca. 15-20 minutter, meget gerne på røremaskine eller med håndmikser, så dejen til sidst bliver helt blank. Den skal være ret klæbrig.

Smør en skål med rapsolie og hæl dejen over i og lad den så hæve i ca 12-16 timer ved stuetemperatur.

Næste dag hældes en hel del hvedemel ud over et bord og dejen hældes forsigtigt ud på melet. Fold nu dejen ind over sig selv forsigtig et par gange til den slipper nemt.

Lad nu dejen hæve yderligere i en times tid, mens du varmer ovnen op til 250 med en gryde med låg inden i.

Tag gryden ud (husk grydelapper) og hæld så dejen forsigtigt over i gryden og bag brødet i 30 minutter med låg på.

Hæld brødet ud af gryden og bag det yderligere 12 minutter ved 250 grader på en bageplade.

Inden du sætter brødet ind igen, sprøjt noget koldt vand på brødet og drys med lidt grahamsmel eller fuldkornsmel.

Tag brødet ud og lad det køle af og server det så f.eks. med et stykke gravad laks, masser af dild og et glas kold Riesling.

God bagning :-)

Surdejsbrød

Surdejsbrød

 

 

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot

Fiberboller med tranebær

  • Brødtype: Grovboller
  • Tidsforbrug: 20 minutter til at samle og ælte dejen
  • Hævetid: 1 time + 1 time
  • Bagetid: 25 minutter ved 200 grader
  • Mængde: 10-14 boller efter størrelse
Fiberboller

Fiberboller

Her er en opskrift på nogle dejlige grovboller med masser af fibre, som i bund og grund kommer fra den blanding som jeg har anvendt til bollerne. Det er en af Urtekrams blandinger der bare hedder fiberblanding.

Der er tale om en blanding hvori der indgår chia frø, hørfrø, hampfrø, knækkede havrekerner og majsflager. Faktisk en meget lækker blanding syntes jeg. Jeg ville dog også gerne have et par større kerner i, så jeg proppede også lidt græskarkerner i.

Netop chiafrø er rigtigt rige på fibre og de giver en dejlig knasende fornemmelse i et brød. Jeg har brugt dem før i andre brød og syntes at de er rigtig gode. Chia frø er noget der er kommet i handelen her på det seneste da de på et tidspunkt ikke måtte sælges som mad (mest af alt pga. langsommelige EU regler).

For at give lidt pift til bollerne anvender jeg også tranebær i de her boller og det spiller rigtig godt sammen med det fiberholdige og grøve brød.

Opskrift på Fiberboller med Tranebær

  • 4 dl vand
  • 35 gram gær
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk flagesalt eller 1/2 spsk almindelig salt
  • 200 gram fiberbageblanding: hørfrø, hampfrø, chiafrø, majsflager og havre
  • 300 gram hvedemel
  • 50 gram græskarkerner
  • 100 gram fuldkornshvedemel
  • 50 gram tranebær

Start med at blande vand, gær, sukker og salt og tilsæt dernæst fiberblandingen og græskarkernerne.

Tilsæt hvedemel og fuldkornshvedemel sammen med tranebær og bland det hele godt sammen og ælt dernæst dejen i 8- 10 minutter.

Lad dejen hæve i 1 time overdækket et lunt sted.

Slå dejen ned og form til boller på en bageplade som får lov at hæve yderligere 1 time med et viskestykke over.

Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i 25 minutter til de er flotte og gyldne.

Skynd dig at spise et par stykker med koldt smør og evt. lidt Picon del Valle ost.

God bagning :-)

Fiberboller

Fiberboller

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • Blogosphere
  • MySpace
  • Slashdot